Skt. Nicolais Kirkes kantori

Kirkens kantori er her fotograferet i 2016 flankeret af organist Ilona Lobmayer.

Kantoriet og Koncertkoret

Af korsanger Anne Skjerk og organist Ilona Lobmayer

Skt. Nicolai Kantori, som har eksisteret i 18 år, består fast af 5-8 sangere fra gymnasiealderen og opefter.

Sangerne øver med organisten hver fredag på salmer og 4-stemmige satser til søndagens højmesse.

Enkelte har sunget i Kantoriet siden oprettelsen, andre er startet i kirkens ungdomskor og er dernæst optaget i Kantoriet.

Kantoriets primære funktion er at støtte menigheden, så den føler sig tryg i salmesang og korsvar, men koret synger også alene - lige efter organistens præludium "Introitus" og efter prædiken "Motet" - til musik, der er valgt til at understøtte dagens tema.

Repertoiret er bredt og spænder helt fra middelalderen frem til musik fra vor tid; musik skrevet til Guds ære.

Skt. Nicolai Kantori synger også koncerter samt større korprojekter, med og uden orkesterledsagelse, og har optrådt både i ind- og udland. Ved disse lejligheder indkaldes andre af Bornholms engagerede, frivillige sangere og former: "Skt. Nicolai Kirkes Koncertkor".

Koncertkoret under ledelse af organist Ilona Lobmayer har i de sidste tre år opført festlige værker af bl.a. Esterházy, Pergolesi, Tillai, Franz Liszt, Bach, Buxtehude. Koret medvirkede til Skt. Nicolai Kirkes Jubilæumskoncert den 26. maj, hvor Jørgen Messerschmidt dirigerede sin Jubilæumskantate komponeret i anledningen af kirkens 100 års jubilæum.

Skt. Nicolai Kirkes Koncertkor glæder sig til, sammen med deres ungarske organist, Ilona Lobmayer, at optræde i Budapest til september 2018.

Hvis du er i gymnasiealderen eller opefter og har lyst til at synge i Skt. Nicolai Kirkes Koncertkor, er du velkommen til at kontakte organist Ilona Lobmayer (organist.sctnico@gmail.com; 5119 3495).

 

Skt. Nicolai Kirkes Koncertkor i Budapest den 25.-30. september 2018

Skt. Nicolai Kirkes Koncertkor i Budapest den 25.-30. september 2018

Af Anne Skjerk, Sopran v. Skt. Nicolai Kantori

 

Søndag den 23. september kl. 19.30 sang Skt. Nicolai Kirkes Koncertkor dirigeret af Ilona Lobmayer i Skt. Nicolai Kirke med sopransolist Bernadett Hegyi og organist István Ruppert værker af danske og ungarske komponister, bl.a. Carl Nielsen, Niels W. Gade, C.E.F. Weyse, M. Bojesen og Zoltán Kodály. Publikum var så begejstret at kor og solist måtte fremføre 2 ekstranumre trods et langt program, der var tænkt som optakt til korets koncertrejse til Budapest i Ungarn, Ilona Lobmayers fødeby.

Som korsanger er det dejligt at opleve sådan en opbakning fra publikum, og den begejstring pakkede vi med i vores bagage, da vi 2 dage senere den 25. september drog til Budapest med Ilona.

Med i flokken var også 2 fra Menighedsrådets Musikudvalg, Birthe og Birte bl.a. til at sørge for diverse praktiske ting undervejs. Turen havde Ilona planlagt i samråd med enkelte korsangere samt familie og gode forbindelser i Budapest.

Enkelte sangere havde af praktiske årsager valgt at bo for sig selv, mens størstedelen efter ankomst (1 time senere end beregnet p.g.a. flyforsinkelse) blev indkvarteret i Budapests økumeniske hus (Magyarországi Egyházak Ökumenikus Tanácsa) på to-mands værelser. Vi mødtes dagen efter i køkkenets spisestue til morgenmad, som stedet dagligt arrangerede, og kunne sætte os til bords til selvbetjening af velkendte og lokale specialiteter, hvor ingen gik sultne fra bordet.

Ilona formåede herefter samtlige 5 dage, med fælles omsorg fra gruppen, at få alle sikkert med rundt i byen, ind og ud af sporvogne, bus og metro. Aldrig har vi kørt så meget i sporvogn - herligt!

Vi var utrolig heldige med vejret. Om dagen helt op til 24 grader C, om natten ned til 5-7 grader C.

Ilonas musikveninde Anna, guidede os flere gange rundt på strategiske steder i byen og fortalte os på formfuldendt dansk, trods ungarer bosiddende i Ungarn, om historie, arkitektur, religion og politik. Vi besøgte på Buda-siden: Borgen, Matthiaskirken, Citadellet m. befrielsesmonumentet og Klippekirken samt det termiske bad v. Gellértbjerget og på Pest-siden: Domkirken, Markedshallen, Calvinfigur og smukke pladser, veje og gader. Vi lærte at kikke op, op, op på smukke palæer, prominente bygninger og så Parlamentet udefra i strålende solskin.

En aften sejlede vi på Donau i en stor turbåd med glaspartier, så vi kunne nyde alle bygninger illumineret og samtidig få endnu mere at vide undervejs i head sets. Månen skinnede klart over parlamentets tage - alt var timet og tilrettelagt!

Ud over sightseeing blev vi hver dag introduceret for nye spisesteder med spændende ungarske madretter. Endvidere oplevede vi to fremragende klassiske koncerter: Barokkoncert i Budapests nye koncerthus MÛPA og Piano- og orkesterkoncert på Liszt Musikakademi. Jobb/bal = højre/venstre!

Imellem udflugter holdt vi korprøver og 2 koncerter.

Torsdag den 27. september sang vi 15 sangere koncert, med solist og Ilona på klaver, på Patrona Hungariae Skole, hvor Ilona selv har gået samt undervist. Her er Ilonas lillesøster øverste nonne, og hun viste os deres smukke kirkerum og kapel og fortalte os om hverdagen der, hvordan selv de ældste og dårligt gående nonner kunne følge med fra deres celler på den anden side af gården gennem vinduet over i kapellet, hvor et lys kunne give dem fornemmelsen af at være en enhed med alle de øvrige i bøn. Vi spiste middag i skolens kantine. Børn, forældre, lærere, nonner og Ilonas familie overværede koncerten, hvor også skolens pigekor deltog i en dansk sang. Endvidere sang koret 2 ungarske børnesange med dansk tekst og publikum replicerede med, på opfordring fra Ilona og hendes anden lillesøster, lærer på stedet, at synge dem begge for os på den originale ungarske tekst. Korets koncertrepertoire indeholdt bl.a. 2 sange med ungarsk tekst, hvilket vakte jubel hos publikum og koret fik stor ros for den ungarske udtale, som vi imidlertid mest må tilskrive Ilonas tålmodige indstudering med os.

Lørdag den 29. september sang vi og solist igen koncert med organist, nu i kirken Pesti Ferences templom, hvor man fra kirkens side havde arrangeret et lysbilledforedrag undervejs for publikum, som indledningsvis viste et luftfoto af Bornholm samt et foto af Skt. Nicolai Kirke - under billedet stod adressen til kirken, så man kunne se, hvor koret kom fra -  og dernæst billeder med fortællinger om komponisterne, som organisten og vi spillede og sang værker af. Det var en stor fornøjelse at synge i det klangfulde rum, og atter blev vi taget rørende imod af menighed, familie og venner til Ilona.

Jeg vil gerne på korets vegne takke Ilonas forældre, søskende og musikalske venner for deres hjertelige modtagelse og begejstrede opbakning på hele turen!

Søndag morgen var flere taget tidligt hjem, men vi, der var tilbage, tog ud på Margitøen (Martsziget) i Donau, hvor vi nød den frodige natur, mini zoo, ruiner af et kloster, statuer, smukke blomster og det stadigt dejlige solskinsvejr, inden vi, efter en solid frokost, sammen tog til lufthavnen og hjem til Danmark; Mætte af dejligt selskab, smuk musik og fantastiske indtryk af skønne Budapest.

Tak til Ilona for initiativ, organisering, generøs deling af din smukke hjemby og for din store omsorg for os alle! Tak til alle sangere, solist, organist og Menighedsrådet for opbakning!

 

TV-gudstjeneste Påskedag 1. april 2018

Kantoriet Langfredag 2018

Kantoriet ved koncerten i Allinge kirke den 17. juni i anledning af Reformationsjubilæet 2017

Koncert Bach kantate 11. november 2017